Dit besøg hos sygeplejersken
Livet med diabetes kræver viden og praktiske færdigheder både af personen med diabetes samt af familie og netværk. Det spiller en stor rolle at have en velfungerende dagligdag med en god livskvalitet og uden sendiabetiske komplikationer.
Diabetessygeplejersken kan hjælpe dig med at afdække dine behov for undervisning samt instruktion i diverse hjælpemidler (fx blodsukkerapparat, insulinpen) og kan tilbyde dig og dine nærmeste støtte og vejledning.
Undervisning og instruktion vil foregå i et aktivt samarbejde med dig, hvor nøgleord er medansvar og medindflydelse i lærings og beslutningsprocesser.
Det overordnede mål for rådgivning hos diabetessygeplejerske er
- at støtte dig til en velreguleret diabetes
- at forebygge udvikling af akutte (fx lave blodsukre) og sendiabetiske komplikationer
- at støtte dig i at opnå god livskvalitet ud fra dine forudsætninger og værdier
- at undervise behovsorienteret
Hvad kan diabetessygeplejersken tilbyde dig?
- undervisning om diabetes (fx sygdommen, årsager, behandling, psykosociale reaktioner, sociale rettigheder, forebyggelse af komplikationer) både generelt og specifikt for dig
- vejledning om blodsukkermålinger:
- hvornår kan det være godt at måle?
- hvordan kan målinger tolkes og hvilke konsekvenser kan denne tolkning have for din medicinske behandling, kost og motion/ aktivitet i hverdagen?
- råd og vejledning indenfor de problemstillinger et menneske med diabetes kan møde igennem livet, fx problemer med lave blodsukre(hypoglykæmi), svingende blodsukre, høje blodsukre, infektioner mm.
- råd og vejledning i forhold til de særlige behov der kan være i forskellige perioder af livet fx pubertet, graviditet, alderdom
- hjælp til at justere din insulinbehandling og din øvrige diabetesbehandling
- vejledning og rådgivning til insulinpumpebehandling
- rådgivning i akutte situationer relateret til din diabetes
Hvor og hvornår foregår undervisning og rådgivning
- Besøg hos diabetessygeplejerske foregår i ambulatoriet, Type 2 klinikken, Senge-dagafsnittet, graviditetsambulatoriet, ungdomsklinikken, pumpeklinikken og Diabetesenheden på Rigshospitalet.
- Alle patienter på Steno får tilbudt besøg hos diabetessygeplejerske hvert 2. år. Her gennemføres en statusundersøgelse som led i screenings-undersøgelse for udvikling af sendiabetiske komplikationer, og hvor der er afsat tid til undersøgelse af fødder, livsstil, velbefindende og behov for undervisning/ støtte. Sammen med dig udarbejdes en plan for evt. opfølgende besøg.
- Diabetessygeplejerskerne varetager 24 timers telefonrådgivning 24/7
MGli okt 2010
|