Gastroparese
Har man haft diabetes i en årrække, kan der være risiko for at få følgesygdommen gastroparese, som er en funktionsnedsættelse af nervesystemet omkring fordøjelseskanalen.
Gastroparese kan påvirke blodsukkerbalancen, fordi det forstyrrer mavesækkens arbejde med maden. Dermed forsinkes tømningen af mavesækken, og maden bliver optaget senere i blodet.
Hvilke symptomer er der på gastroparese?
Et tegn på forsinket tømning af mavesækken kan være stærkt svingende blodsukkerværdier. Den forventede blodsukkerstigning, som måltidet skulle medføre, udebliver enten eller forsinkes. Andre symptomer fra mave/tarmkanalen kan være halsbrand, sure opstød, kvalme, tidlig mæthedsfornemmelse, oppustet fornemmelse, tyngde/klump i maven, opkastning, diarré, forstoppelse, problemer med at holde på afføring, inkontinens.
Hvad kan man gøre?
Har man gastroparese, gælder det om at spise mad, der hjælper fordøjelsen. Nogle (men ikke alle) af de disse råd er forskellige fra, hvad man ellers anbefaler diabetikere:
- Spis mange små måltider
- Sørg for ro til måltiderne,spis langsomt og tyg grundigt
- Spis fedtfattigt
- Drik rigeligt til måltiderne
- Spis mange fibre fra grøntsager, frugt samt brødtyper bagt af malet fuldkornsmel
- Maden skal bearbejdes inden den spises. Maven har sværere ved at arbejde med utilberedt mad
Derfor:
- Undgå meget grove fødevarer, fjern skaller og hinder
- Grøntsagerne skal skrælles og koges, så de kan moses med en gaffel,
evt. pureres. Undgå rå grøntsager
- Frugten skal skrælles, evt. koges og moses
- Spis brød uden hele korn og undgå friskbagt brød
- Kød i hele stykker er sværere at fordøje end hakket kød
Det kan måske hjælpe at blende det hakkede kød
- Stegning gør maden vanskeligere at fordøje end kogning
- Tempereret mad kan være en fordel. Undgå alt for kold eller varm mad
|