Fakta om diabetes
Mest udbredt er type 1 og type 2 diabetes, men der findes også andre former. Forstadier til diabetes findes også og kaldes prædiabetes.
Type 1 diabetes
Ved type 1 diabetes er produktionen af hormonet insulin ødelagt. De insulin-producerende celler, betacellerne i bugspytkirtlen, er gået til grunde. Se film og læs mere om type 1 diabetes
Type 2 diabetes
Årsagen til type 2 diabetes er en kombination af nedsat virkning af insulinet (insulinresistens) og en ændret produktion af insulin. Med tiden nedsættes produktionen af insulin. Den tidligere betegnelse, gammelmandssukkersyge anvendes ikke mere, da sygdommen kan opstå hos både unge og ældre. Se film og læs mere om type 2 diabetes
Andre diabetesformer
Der findes diabetesformer, som ligner type 2 diabetes. Disse ses ofte hos yngre mennesker og forekommer hyppigt inden for samme familie, også kaldet MODY (Maturity Onset Diabetes of the Young).
Anden årsag til diabetes
Diabetes kan også opstå som led i anden sygdom eller forårsaget af medicinsk behandling. Det kan være:
- Medicinsk behandling med steroider (binyrebarkhormoner)
- Sygdom i bugspytkirtlen (cancer eller akut/kronisk betændelse)
- Cushing syndrom (sygdom i binyrebarken)
- Cystisk fibrose
Svangerskabsdiabetes opstår hos 2-3 % gravide kvinder i Danmark og skyldes nedsat insulinfølsomhed (insulinresistens), som er hormonelt betinget. Efter fødslen forsvinder diabetessygdommen hos de fleste, men risikoen for at få type 2 diabetes senere i livet er forøget.
Tilstande med forhøjet blodsukker Stresstilstande i forbindelse med feber, operationer, blodprop i hjertet, forbrændinger og andre større vævsbeskadigelser kan give forhøjet blodsukker. Det er ofte en forbigående tilstand og kræver ikke behandling.
Ved IGT – Impaired Glucose Tolerance er evnen til at omsætte sukker (glucose) nedsat. Fasteblodsukker ligger i den øvre grænse af normalområdet, mens en sukkerbelastningstest (OGGT) viser nedsat udskillelse af glukose. Der er øget risiko for at udvikle diabetes og hjertekarsygdomme.
|