Steno Diabetes Center Steno Steno
 
Søg
 Søg
Send to a friendPrint

Kvalitet


På Steno Diabetes Center arbejder vi løbende på at forbedre kvaliteten i vores behandling. Vores fokusområder de kommende år vil være akkreditering og klinisk kvalitetsudvikling.




Vi deltager desuden i landsdækkende initiativer på kvalitetsområdet som Det Nationale Indikatorprojekt (NIP), opbygning af patientsikkerhedskultur og landsdækkende patienttilfredshedsundersøgelser.

Akkreditering
I lighed med andre hospitaler skal Steno Diabetes Center også akkrediteres efter Den Danske Kvalitetsmodel, som er et sæt af standarder udviklet til det danske sundhedsvæsen. Akkrediteringen vil formentlig finde sted i 2010.

Med Den Danske Kvalitetsmodel får vi nogle mål for god kvalitet inden for stort set alle områder af hospitalsdriften. Lige fra de leverede sundhedsydelser til de processer og strukturer, der understøtter patientbehandlingen. Samtidig udstikker modellen retningslinier for, hvordan man arbejder systematisk med kvalitetsforbedring.

Laboratorier indgår endnu ikke i Den Danske Kvalitetsmodel. Vores laboratorium på Steno Diabetes Center har derfor valgt at arbejde med certificering efter standarden ISO/EN/DS.

Klinisk kvalitetsudvikling
Med vores elektroniske patientjournal har vi alle væsentlige data om vores patienters behandling gemt elektronisk og systematisk. Dermed har vi unikke muligheder for at bruge disse data til at arbejde målrettet med forbedringer af den kliniske kvalitet. De tre behandlerteams i klinikken får løbende tilbagemeldinger om, hvordan patientgruppen i teamet ligger på forskellige målepunkter, f.eks. gennemsnitlig HbA1c, blodtryk og igangsat medicinsk behandling. Dermed får behandlerne mulighed for at vurdere, debattere og eventuelt forbedre deres indsats.

Læs mere om behandlerteams i klinikken.

Nationale Indikatorprojekt
I NIP har en tværfaglig gruppe af eksperter fastsat standarder for god diabetesbehandling, bl.a. hvor ofte forskellige målinger og undersøgelser skal udføres. I NIP sammenlignes de enkelte sygehuses behandling med hinanden, og kvalitetsudviklingen kan følges over tid.

NIP-standarderne er:

  • Mindst 95 % af patienterne skal have målt HbA1c mindst én gang om året
  • Mindst 95 % af patienterne skal have målt blodtryk mindst én gang om året
  • Mindst 90 % af patienterne (> 30 år) skal have foretaget lipidstatus hvert andet år
  • Mindst 95 % af patienterne skal undersøges for albuminuri hvert andet år
  • Mindst 90 % af patienterne skal have foretaget øjenundersøgelse hvert andet år
  • Mindst 95 % af patienterne skal have foretaget øjenundersøgelse hvert fjerde år
  • Mindst 95 % af patienterne skal have foretaget fodundersøgelse hvert andet år 

 


Patientsikkerhed
Et af vores fokusområder er patientsikkerhed, for vi ønsker, at det skal være så sikkert som muligt at blive behandlet hos os. Vi vil gerne lære af eventuelle fejl, og derfor indberetter vi utilsigtede hændelser til den nationale patientsikkerhedsdatabase. Vi har en åben kultur vedrørende indberetning af utilsigtede hændelser, og eventuelle hændelser indgår i vores løbende kvalitets- og risikodiskussioner. Dermed har vi muligheden for at tilrette vores arbejdsprocesser, så risikoen for fejl minimeres mest muligt.

Brugertilfredshedsundersøgelser
Som på andre hospitaler gennemføres hvert år brugertilfredshedsundersøgelser på Steno Diabetes Center. Hermed hører vi patienternes mening om os, og vi tager eventuel kritik til efterretning. Undersøgelsesrapporten vil være tilgængelig på vores hjemmeside.

Du kan sammenligne patienternes tilfredshed mellem de forskellige hospitaler på www.sundhedskvalitet.dk      
 

 

Læs mere om


Den danske kvalitetsmodel

NIP på www.sundhed.dk
hvor du også kan se de seneste NIP-resultater.

Den nationale patientsikkerhedsdatabase
www.DPSD.dk

Sammenligning af patienttilfredsheden på hospitaler
www.sundhedskvalitet.dk