Steno Diabetes Center Steno Steno
 
Søg
 Søg
Send to a friendPrint

Central og perifer døgnblodtryksmåling hos patienter med type 1 diabetes mellitus – relation til nervebetændelse og diabetisk nyresygdom



Baggrund for projektet
Blodtrykket er en vigtig risikofaktor for udvikling af diabetiske senkomplikationer i form af påvirkning af øjne og nyrer samt udvikling af hjertekarsygdom.
Kontrol af blodtryk, både med henblik på identifikation af behandlingskrævende patienter, såvel som monitorering af effekten af behandling mod forhøjet blodtryk, er en vigtig del af kontrollen af patienter med diabetes. Blodtryk måles normalt i ambulatoriet. Ved mistanke om, at blodtrykket målt i ambulatoriet er højere end hjemme, måles hjemmeblodtryk med målinger morgen, middag og aften i vante omgivelser. Blodtrykket kan også bestemmes med automatiske målinger over døgnets 24 timer, en procedure som gennem flere år er anvendt på Steno Diabetes Center i vores blodtryksstudier, men som ikke anvendes i klinikken. Ved måling af døgnblodtryk får man, udover hjemmeblodtryk i løbet af dagen, viden om blodtrykket i løbet af natten. Normalt ses et natligt blodtryksfald på >10% i forhold til om dagen.
Flere og flere studier peger på, at døgnblodtrykket, og hermed også det natlige blodtryk, er vigtigt især hos patienter med diabetes.
Hertil kommer at blodtrykket ved den normale procedure måles på overarmen, men nye studier tyder på, at beregning af det centrale blodtryk i hovedpulsåren giver bedre sammenhæng mellem aktuelt blodtryk og risiko for komplikationer på sigt.

Der er udviklet et nyt blodtryksapparat til måling af døgntryk (24BPro®). Dette apparat er designet som et armbåndsur og kan med langt færre patientgener end de hidtil benyttede apparater, måle blodtrykket på armen. Ydermere kan det samtidig beregne blodtrykket centralt i kroppen svarende til hovedpulsåren.

Vi vil lave et projekt undersøgende døgnblodtryk hos patienter med type 1 diabetes samt forskellige grader af nyrepåvirkning (inklusive normal nyrefunktion).
Forekomsten af abnormt natligt blodtryk eller manglende natligt blodtryksfald kan herved bestemmes hos type 1 diabetes patienter med og uden nyresygdom.
Efterfølgende vil vi følge patienterne via den Elektroniske Patient Journal (EPJ) og dermed kunne afgøre, om døgnblodtrykkene på armen og centralt kan bedre vores muligheder for at vurdere risikoen for udvikling af komplikationer til diabetes. Derudover vil vi undersøge om apparaturet kan benyttes i rutine ambulatoriet på Steno Diabetes Center.

Formål
Primært formål

At undersøge døgnblodtryks-profil og niveau på armen og centralt svarende til hovedpulsåren.
Sekundære formål
Vurdering af hvorvidt det benyttede blodtryksapparat (24BPro®) fremover kan anvendes i klinikken med henblik på nem og effektiv monitorering af døgnblodtryk.

Patienter
Der planlægges inklusion af 600 patienter med diabetes og forskellige grader af nyrepåvirkning vurderet ved bestemmelse af protein (æggehvidestof) i urinen.
Der vil blive dannet tre patientgrupper.
Patienterne skal for at indgå i projektet:
• Være diagnostiseret med type 1 diabetes
• Være 18 år eller derover
• Tilknyttet rutineambulatoriet på Steno Diabetes Center per d. 1.1.2009
• Være i stand til at forstå patientinformation og give informeret samtykke

Deltagende patienter må ikke:
• Være diagnosticeret med anden nyresygdom end diabetisk nyresygdom
• Have nyresvigt, være i dialyse eller have fået foretaget nyretransplantation
• Have sygdom eller modtage behandling, der efter investigators vurdering gør patienten uegnet til projektdeltagelse

Desuden planlægges inklusion af 50 ikke-diabetiske aldersmatchede kontrolpersoner.

 

 

Projektleder
Simone Theilade

Forskningsassistenter
Christel Jørgensen
Frederik Persson