Steno Diabetes Center Steno Steno
 
Søg
 Søg
Send to a friendPrint

Om diabetes


Hvad er diabetes?
Diabetes er en kronisk stofskiftesygdom, som er karakteriseret ved et forhøjet blodsukker. Der er desuden forstyrrelser i kroppens omsætning af kulhydrater, proteiner og fedt. Årsagen hertil er enten manglende produktion af hormonet insulin (type 1 diabetes) eller manglende evne til at udnytte det (type 2 diabetes).

Hvad er insulin?
Insulin er et livsvigtigt hormon, der dannes i bugspytkirtlen. Det udskilles til blodbanen, når sukkerkoncentrationen i blodet stiger og medvirker til, at cellerne kan få tilført energi i form af sukker. Insulinet er også nødvendigt for opbygning af sukkerdepoter i form af glykogen i leveren. 

Hvad bruges insulinet til?
Kroppens celler har brug for energi, og det skal den have i form af sukker. For at sukkeret kan komme ind i cellen, er insulin nødvendigt. Uden insulin kan kroppen ikke udnytte maden effektivt.

Hvordan er behandlingen af diabetes?
Behandlingen af type 1 diabetes er injektioner med insulin resten af livet. Behandling af type 2 diabetes planlægges individuelt og kan være diæt, tablet og/eller insulinbehandling.

Diabetes kræver omhyggelig kontrol og behandling, hvor der tilstræbes blodsukkerværdier så nær de værdier, som ikke-diabetikere har. Derved mindskes risikoen for udvikling af følgesygdomme, også kaldet senkomplikationer.

Hvad er følgesygdomme?
En følgesygdom kan opstå i både store og små blodkar.

I de store blodkar sker en åreforkalkning, også kaldet arteriosklerose. Blodkarrene forsnævres. Det er specielt blodkarrene i hjertet, hjernen og benene. Herved er der risiko for dannelse af blodprop.

I de mindre blodkar kan der opstå forandringer:
• i øjne (retinopati), som kan påvirke synet
• i nyrer (nefropati), som kan nedsætte nyrefunktionen
• i nervebaner (neuropati)

 

Find mere information om diagnostik, diabetestyper og behandling i menuen.

 

TPA- juni 2009

 


 

Fakta om diabetes

• Ca.20.000 danskere er diagnosticeret med type 1 diabetes
• Ca. 200.000 danskere er diagnosticeret med type 2 diabetes
• Hvert år får ca. 24000 danskere diagnosen diabetes

I alt 240.358 danskere havde ved udgangen af 2007 diagnosen diabetes. Det svarer til ca. 4,1% af befolkningen.

• Ca. 200.000 danskere skønnes at have type 2 diabetes uden at vide det
• Mellem 500.000 og 800.000 danskere skønnes at have forstadier til type 2 diabetes

Læs mere i Det Nationale Diabetesregister 2007, udgivet af Sundhedsstyrelsen.


I følge WHO har over 175 million mennesker i verden diabetes. 90% af disse har type 2 diabetes og 10% har type 1 diabetes.

Den 14. november er Verdens Diabetes Dag
og også Frederik Bantings fødselsdag. Han opdagede sammen med Charles Best insulinets virkning. International Diabetes Federation (IDF) og World Health Organization (WHO) arrangerer verden over mange aktiviteter denne dag for at øge kendskabet til diabetes.